Vigtigt med erhvervshavn i Vejle
Vejle Havn skal have en ny strategi, og havnen vil hyre konsulenter til at hjælpe med at fastlægge den nye strategi. Ifølge formand for havnebestyrelsen, Torkild Christensen (DF), ligger det dog helt fast, at der også fremover skal være en erhvervshavn i Vejle.
”Det handler om at sikre det liv på havnen, som de nye beboere på nordkajen er stillet i udsigt. Det betyder meget, er jeg sikker på. Og den holdning oplever jeg også i resten af havnebestyrelsen. Derfor skal vi fortsat drive havnen som en service for de virksomheder, der er på havnen”, siger Torkild Christensen, som mener, at det er vigtigt at bevare en aktiv erhvervshavn, også selvom der er bygget boliger ved nordkajen.
”Vi skal finde ud af, hvad vi gør med de arealer, vi ikke udnytter i dag. Står det til mig, skal vi beholde arealerne mellem havnen og åen. Men de grunde vi ejer langs Ibæk Strandvej er ikke havnerelaterede og kunne godt sælges fra”, vurderer Torkild Christensen.
Vejle Havn modtager skibe i international trafik og blev derfor for et par år siden ISPS-sikret, så havnen overholder EU’s lovgivning om terrorsikring af havne med international trafik.
Kilde: Vejle Amts Folkeblad