Vestas fordobler overskud i tredje kvartal
Vestas lidt mere end fordoblede nettooverskuddet i årets tredje kvartal fra 102 millioner EUR i 2014 til 206 millioner EUR. Vindmøllegiganten opjusterer forventningerne til omsætning, EBIT-margin før særlige poster og det frie cash flow for 2015.
”Vestas har leveret endnu et kvartal med stærke resultater på de finansielle og operationelle hovedparametre. Med en klarere udsigt for overleveringer i resten af året og en meget solid finansiel position opjusterer vi forventningerne til omsætning, EBIT-margin og det frie cash flow og iværksætter et aktietilbagekøbsprogram. Det er med stor tilfredshed, at jeg ser Vestas vokse i alle regioner år-til-år på ordresiden, helt i tråd med vores ’lønsom vækst’-strategi”, siger koncernchef Anders Runevad.
I tredje kvartal af 2015 omsatte Vestas for 2.120 millioner EUR, en stigning på 17 procent i forhold til samme periode sidste år. EBIT før særlige poster steg med 69 millioner EUR til 232 millioner EUR. EBIT-marginen før særlige poster var 10,9 procent og det frie cash flow steg med 53 millioner EUR til 158 millioner sammenlignet med tredje kvartal af 2014.
Selskabet omsatte i årets første ni måneder for 5.388 millioner EUR mod 4.437 millioner i samme periode i 2014. Nettooverskuddet for de ni måneder blev på 387 millioner EUR mod 198 millioner EUR i de tre kvartaler i 2014.
Indgangen af faste og ubetingede vindmølleordrer udgjorde 1.508 MW i tredje kvartal af 2015. Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller udgjorde 8,2 milliarder EUR den 30. september 2015. Ud over ordrebeholdningen på vindmøller, havde Vestas serviceaftaler med en kontraktuel fremtidig omsætning på 8,2 milliarder EUR ultimo september 2015.
Værdien af ordrebeholdningen på vindmøller og serviceaftaler udgjorde samlet 16,4 milliarder EUR, en stigning på EUR 3,0 mia. sammenlignet med samme periode sidste år.
Vestas opjusterer forventningerne for helåret fra en omsætning på minimum 7,5 milliarder EUR til 8,0-8,5 milliarder EUR. Forventningerne til EBIT-margin før særlige poster hæves fra minimum 8,5 procent til 9-10 procent og frit cash flow fra minimum 600 millioner EUR til 800-1.000 millioner EUR. Opjusteringen er hovedsageligt baseret på en forbedret sigtbarhed i forhold til overleveringer resten af året.
Vestas vil iværksætte et aktietilbagekøbsprogram på 150 millioner EUR med henblik på at justere kapitalstrukturen.
Kilde: Vestas A/S