Vestas-båd vil bryde hastighedsmur
Folkene bag den danske sejlbåd Vestas Sailrocket er tilbage i Walvis Bay i Namibia. Med sig har de et L-formet kølsværd, som skal bryde muren ved 50 knob, hvor alle både sidder fast. Det skriver Ingeniøren.
Med sig har de et L-formet sværd - som er en køl uden betydningsfuld vægt - på cirka 30 kg, som er resultatet af et års udviklingsarbejde. Vestas-folkene er stadig meget tilbageholdne med oplysninger om sværdet, og på baggrund af tegninger kan man blot se, at det er væsentlig mindre end det tidligere sværd.
”Jeg vil ikke give for mange detaljer væk om det nye sværd. Det har kostet os meget tid og penge for at nå det her niveau af forståelse. Men ligesom de fleste ting i livet, så er svaret enkelt, når du først ser det”, skriver skipper Paul Larsen i sin blog på sailrocket.com.
Problemet er, at der opstår et så voldsomt undertryk på den ene side af sværdet ved 50 knob, at der opstår kavitation. Kavitation er et fænomen, som opstår i væsker, hvor der opstår bobler, når trykket falder.
Ved kavitation, opstår der et vaakum, så vandet ikke længere kan hænge fast i sværdet. Pludselig skal overtrykssiden klare hele arbejdet med at holde båden stabil, og det øger sværdets modstand gennem vandet væsentligt.
Sailrocket har gjort adskillige forsøg på at slå verdensrekorden i hastighedssejlads, der i øjeblikket tilhører kitesurferen Rob Douglas, der har sejlet med en fart på 55,65 knob.
Sailrockets højeste fart indtil nu har været 53 knob.
Der afholdes konkurrencer i ekstrem hurtig sejlads på Walvis Bay, fordi vinden blæser kraftigt uden stød og havet er uden bølger.
Kilde: ING