Verdens største sejlskib i Drogden-renden
Verdens største sejlskib ”Sailing Yacht A”, der er bygget i Nordtyskland, er nødt til at sejle igennem Drogden-renden for at komme ud på de store oceaner. Skibet, der er næsten 100 meter højt, er nemlig for højt til at kunne passere under Storebælts- og Øresundsbroen.
Det er den russiske rigmand, Andrej Igorevitj Melnitjenko, som har fået bygget skibet i Kiel ved Howaldtswerke- Deutsche Werft. Skibet er 144 meter langt og er som sagt cirka 100 meter højt. Desuden er skibet udstyret med helikopterplatform, en ubåd og en panoramasalon under vand. Skibet er også udstyret med en kahyt i toppen af en af de 90 meter høje master.
Netop de 90 meter høje master gør det umuligt for det store sejlskib at passere under Storebæltsbroen eller Øresundsbroen, og derfor er Sailing Yacht A nødt til at sejle igennem Drogden-renden, hvor der kun er otte meter dybt. Derfor skal skibet gøres lettere, når det passerer igennem. I øvrigt ligger Drogden-renden meget tæt på Københavns Lufthavn, hvor lavtflyvende fly kan blive forstyrret af skibets høje master. Derfor skal lufthavnen kontaktes, inden skibet passerer igennem.
Kilde: Jyllands-Posten