Vega Sagittarius erklæret Havari Grosse
Rederiet Vega der ejer skibet Vega Sagittarius, som i sidste uge gik på grund ud for Nuuk, har sammen med sit forsikringsselskab erklæret Havari Grosse, altså fælles havari. Det betyder, at ejerne af gods er med til at hæfte for udgifter til bjærgning af både skibet og godset ombord.
Kunder der ikke har en transportforsikring, kan forvente ekstraomkostninger forud for godsets modtagelse. De skal dog maksimalt hæfte med et beløb svarende til godsets værdi. De kunder der har en transportforsikring er dækket af denne, og får ikke yderligere omkostninger.
Hvornår levering af godset kan finde sted er på indeværende tidspunkt uvist. Først skal godset bjærges og bringes i land, dernæst vil udlevering skulle besluttes af rederiet Vega sammen med forsikringsselskabet.
Royal Arctic Line beklager de gener, som dette medfører for kunderne. Royal Arctic Line er reelt uden indflydelse på processen, som ifølge den internationale sølov styres af skibets ejer.
Reglerne for Havari Grosse er beskrevet i bekendtgørelsen af York-Antwerpen reglerne af 1990, som blandt andet kan findes på retsinfo.dk
Kilde: Royal Arctic Line