Usikkerhed sender nybygningsordrer i bund
Antallet af ordrer på nye skibe faldt i første halvår i år med 57 pct. til det laveste niveau, der er set i dette århundrede, ifølge Clarkson Research Service. Blot 269 skibe - svarende til 5,75 mio. bt. - blev kontraheret i årets første seks måneder, og dermed kan mange værfter se frem til at blive arbejdsløse.
Nok spiller Corona-krisen en rolle, men det er første og fremmest usikkerhed omkring fremtidige miljøkrav, der holder skibsrederne tilbage fra at bestille nye skibe.
“Covid-19 er en del af forklaringen, men der var en nedadgående trend allerede inden Covid-19, der stammer fra den usikkerhed om, hvad man skal gøre omkring fremdrift og de kommende skrappere udlednings-regler,” siger Dag Kilen, der er chef for research i Fearnley´s .
LNG-dual-fuel er et alternativ i dag som en mellemløsning, men den er for dyr for mange samtidig med, at der fortsat er lange udsigter til at kunne benytte ammoniak eller brint.
“Der er derfor en vent-at-se tilgang blandt mange ejere,” siger Dag Kilen.
En rapport i maj fra Danmarks Skibskredit pegede på, at mere end 200 værfter globalt vil lukke i de kommende måneder og år. Halvdelen af de aktive værfter har ikke fået nye ordrer ind siden 2018, og kan derfor se en ende på deres aktiviteter.
Ved udgangen af juni havde alle verdens værfter samlet set ordrer på 70,8 mio. bt, hvilket er 2 pct. mindre end måneden før. Kinesiske værfter sidder med 37 pct. af ordrerne, mens Sydkorea følger efter med 28 pct. og Japan med 14 pct. af den globale markedsandel.
Kilde: Splash