USA-forsinkelser har nået kritisk punkt
Trængselsproblemerne i havnene i Los Angeles og Long Beach har nået et kritisk punkt, skriver containerrederiet Hapag-Lloyd i en meddelelse til sine kunder. Der var den anden dag syv containerskibe ankret op i San Pedro Bay, der afventede, at de kunne komme i havn.
Blandt de syv skibe var Hapag-Lloyds skib Kobe Express, 4.612 TEU, der ankom til Sydcalifornien den 24. oktober. Også andre skibe tilhørende G6-alliancen måtte vente.
Hapag-Lloyd forklarer, at problemerne blandt andet skyldes en akut mangel på lastbiler og chauffører. Ifølge American Trucking Association mangler industrien henved 30.000 lastbilchauffører over hele landet. Desuden mangler der også visse steder containerhåndteringsudstyr.
Der er otte containerterminaler i Los Angeles, som er den 18.-største containerhavn i verden, og der er fem containerterminaler i Long Beach, som er nr. 20 globalt. De fleste af disse containerterminaler drives af containerrederier, for eksempel står G6-medlemmet NYK for Los Angeles’ Yusen-terminal, mens APL driver terminalen Global Gateway South. Når et Hapag-Lloyd-skib skal losse, er det derfor nødt til at lægge til kaj i flere forskellige terminaler i samme havn, når det skal losse containere på vegne af de andre G6-alliancemedlemmer. Det er simpelthen ulempen ved at være medlem af en så stor alliance, er konklusionen.
G6-alliancen består af Hapag-Lloyd, NYK, APL, OOCL, MOL og Hyundai Merchant Marine. G6-alliancen havde forleden i alt 15 skibe ankret op ude i San Pedro Bay.
Kilde: Lloyd’s Loading List