Uni-Tankers tankskib i Corona-karantæne
Et kemikalietankskib fra danske Uni-Tankers er sat i 14 dages karantæne i havnen i Algeciras, efter at to besætningsmedlemmer er blevet testet positiv og indlagt på et lokalt hospital. Oprindelig blev syv testet positiv for den smitsomme sygdom, men fem viste sig efterfølgende at være negative.
De ni besætningsmedlemmer om bord på Uni-Tankers 5.700 dwt. store, maltesisk-flagede Samus Swan tog for en sikkerheds skyld en Corona-test i starten af ugen, inden skibet ankom til den spanske havn.
Og her viste den første test, at syv var smittet med Corona, men en efterfølgende test bekræftede, at to var smittet med sygdommen.
“Uni-Tankers samarbejde med de spanske myndigheder for at sikre den bedste behandling af de to søfolk, der nu er i karantæne på et lokalt hospital,” siger Uni-Tankers i en kommentar fra hovedkvarteret i Middelfart.
“Begge besætningsmedlemmer er ved relativt godt helbred. Et tredie besætningsmedlem, der blev testet negativ er - af forsigtighedshensyn - indlagt til observation på hospitalet,” hedder det videre.
Et nyt hold besætningsmedlemmer står klar til at overtage skibet, når karantænen er udstået. Kilde: TradeWinds