Underskuddet blev mindre i J. Lauritzen
J. Lauritzen fik i 2014 et underskud på 165,7 millioner dollar, som dog var en forbedring i forhold til underskuddet på 284,6 millioner dollar i 2013. Resultatet blev negativt påvirket af nedskrivninger og hensættelser på i alt 161 millioner dollar mod 136,1 millioner dollar i 2013. Resultatet afspejler et økonomisk vanskeligt år.
I nettoresultatet for 2014 indgår resultatet fra ophørte aktiviteter. Eksklusive de særlige poster og resultatet af ophørte aktiviteter udgjorde årets resultat for 2014 et underskud på 65,6 millioner dollar mod et underskud på 100,7 millioner dollar i 2013.
Gennem 2014 blev der foretaget væsentlige tilpasninger af forretningsporteføljen, blandt andet blev aktiviteterne inden for produkttank og shuttletank overdraget til nye ejere. Finansieringen af nybygningsprogrammet på fire supramax og to handysize tørlastskibe blev afsluttet, og endelig gennemførte man en refinansiering af bankfaciliteterne på 226 millioner dollar, som oprindeligt udløb i 2015-17.
Ved udgangen af 2014 var solvensgraden 47 procent mod 39 procent i 2013, og likvider og uudnyttede kreditfaciliteter udgjorde 284 millioner dollar mod 154 millioner dollar ved udgangen af 2013.
For 2015 forventer J. Lauritzen et nettoresultat mellem -70 og -20 millioner dollar.
Kilde: J. Lauritzen