Underretning for skibe uden P&I-bevis
Danske skibe med en bruttotonnage på 300 eller derover, der ikke har et Certificate of Entry i en P&I Club fra den internationale gruppe af P&I-klubber, skal inden den 31. marts 2014 underrette Søfartsstyrelsen om alternativ forsikring for søretlige krav.
Danske skibe uden et Certificate of Entry skal én gang om året underrette Søfartsstyrelsen om, hvilken forsikring der er tegnet. For 2014 skal underretningen gives inden den 31. marts 2014. Oplysninger om den tegnede forsikring indføres i indberetningsskemaet og indsendes herefter til Søfartsstyrelsen via soeretligekrav@dma.dk.
Danske skibe med en bruttotonnage på 300 eller mere skal medbringe et certifikat, som bekræfter, at der er tegnet forsikring for dækning af søretlige krav. Certifikaterne udstedes af forsikringsselskaberne og indgår i den almindelige kontrol af skibe og certifikater. De fleste skibe er i besiddelse af et anerkendt Certificate of Entry. Har skibet ikke et Certificate of Entry, skal den tegnede forsikring indberettes til Søfartsstyrelsen inden den 31. marts 2014.
Søfartsstyrelsen anerkender et certifikat (Certificate of Entry), der angiver, at skibets P&I-forsikring er udstedt af et medlem af den internationale gruppe af P&I-klubber, og som indeholder oplysninger om forsikring efter §§ 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 1259 af 16. december 2011. Danske skibe med gyldigt certifikat af denne type skal derfor ikke foretage sig yderligere i forhold til Søfartsstyrelsen.
Kravet om certifikat om bord gælder også for udenlandske skibe med en bruttotonnage på 300 eller derover, som anløber eller forlader dansk havn eller andet last- og lossested i Danmark eller på den danske kontinentalsokkel eller udfører opgaver på dansk søterritorium.
Udenlandske skibe skal ikke underrette Søfartsstyrelsen om, hvilken forsikring der er tegnet, men kontrol af om der er tegnet forsikring indgår i Søfartsstyrelsens almindelige kontrol af udenlandske skibe.
Kilde: Søfartsstyrelsen