Ukrainsk korneksport stoppet i dag
Sikkerhedssituationen i Sortehavet er nu så spændt efter Ruslands beslutning i weekenden om at trække sig ud af aftalen om korneksport at FN´s koordinatorer nu stopper afskibninger. Håbet er, at den hurtigt kan genoptages.
Koordinatorerne traf beslutningen om at stoppe i dag, onsdag, men håber på, at den måske kan genoptages allerede torsdag.
Den tyrkiske præsident, Tayyip Erdogan, der er central i forhandlingerne med Putin, sagde i en samtale med den russiske præsident, at han var “sikker på”, at problemerne med korneksporten kunne blive løst.
Putin replicerede ifølge udtalelser fra Kreml, at han - Putin - ønskede “reelle garantier” fra Kiev om, at man “ikke bruger den humanitære korridor til militære formål”.
Rederier og sikkerhedskonsulenter og forsikringsselskaber har advaret om, at
skibe kunne blive revet med som “collateral damage”, da Rusland ser ud til at ville ødelægge havneinfrastrukturen i Ukraine.
“Vi håber, at der kan blive fundet en løsning, der sikrer en fortsat korneksport ud af Ukraine og at alle involverede i denne eksport kan blive forsikret om deres egen sikkerhed,” udtaler Guy Platten, der er generalsektretær i International Chamber of Shipping.
Han understreger, at det er “bydende nødvendigt” at skibe, der allerede er på vej ikke bliver ramt, men får lov at komme sikkert videre.
Den eksisterende aftale om korneksport, der altså lige nu er sat ud af kraft, skal under alle omstændigheder fornyes den 18. november.
Kilde: Splash.