Uffe Steiner Jensen genvalgt
Danske Havnes formand hedder også Uffe Steiner Jensen de næste fire år. Danske Havnes generalforsamling genvalgte torsdag middag hele formandskabet. Også 1. og 2. næstformanden blev genvalgt.
"Det bliver spændende at tage fat på de mange spændende opgaver, som Danske Havne skal i kast med. Havnene rummer enorme potentialer og styrker. Dem skal vi have bedre frem", siger den genvalgte formand, Uffe Steiner Jensen
Borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Iver Enevoldsen, og formand for Skive Havn, Jens Peder Hedevang, blev genvalgt til hhv. 1. og 2. næstformand.
Danske Havnes generalforsamling valgte samtidig en ny bestyrelse. Følgende - ud over formandskabet - blev valgt:
Borgmester Henning G. Jensen, Aalborg Havn A/S Professor Peter Maskell, Copenhagen Malmø Port AB Næstformand Gert Bjerregård, Århus Havn Rådmand Jane Jegind, Odense Havn Formand Hans Henrik Philipsen, Aabenraa Havn Formand Poul Arne Jensen, Hanstholm Havn Formand Carl Ilsøe, Rønne Havn A/S Direktør Dan Madsen, Esbjerg Havn Havnebestyrelsesmedlem Mogens Dahl Nielsen, Korsør Havn Havnebestyrelsesmedlem Michael Rex, Næstved Havn
Yderligere to bestyrelsesmedlemmer udpeges senere af Kommunernes Landsforening.
Uffe Steiner Jensen slog i sin mundtlige beretning på generalforsamlingen endnu en gang et slag for, at de statslige isbrydere bør være en saga blot.
"Havnene skal ud af isbrydningsordningen og indbetaling af isafgift skal ophøre med det samme," sagde Uffe Steiner Jensen.
Havnene og skibsfarten har de sidste 14 år uden isvinter betalt mere end 300 millioner kroner til en isbrydningsordning, som de ikke har fået noget for.
I sin beretning understregede Uffe Steiner Jensen også havnenes potentiale for at skabe vækst og arbejdspladser. Særligt for udkantsområderne kan havnene være med til at skabe et Danmark i balance.
"Se havnen som en mulighed", sagde Uffe Steiner Jensen.
"Havnene bør være krumtapper i de regionale og kommunale vækststrategier"
Regionaløkonomiske analyser har vist, at en aktiv erhvervshavn kan være grundlag for flere tusinde arbejdspladser i lokalområdet. Danske Havne har på den baggrund beregnet, at aktiviteterne på havnen giver mere end 20 % procent af en kommunes skattegrundlag.
Havnene forbereder sig endda på at forøge deres vigtige betydning. En ny undersøgelse fra Danske Havne viser, at havnene i 2010 investerer for knap en milliard kroner.
Kilde: Danske Havne