Udsigt til opsving på Capesize markedet
Den kinesiske beslutning om at kickstarte økonomien ved at igangsætte anlægsprojekter for 1.000 milliarder yuan, vil øge efterspørgslen efter jernmalm markant - hvilket især vil gavne Capesize markedet. Det konkluderer Bloomberg i en ny analyse.
”Den kinesiske pakke kan blive en livline for hårdt pressede Capesize-ejere, da netop disse skibe er velegnede til at sejle med jernmalm”, siger Frode Mørkedal, analytiker hos RS Platou Markets i Oslo til nyhedsbureauet.
Bloomberg har indhentet estimater for Capesize raterne i 4. kvartal hos otte analytikere, og gennemsnittet af forventningerne indikerer dagrater på 12.500 dollar i 4. kvartal, mod et gennemsnit på 4.459 dollar i 3. kvartal.
Udsigten til, at der igen kommer gang i den kinesiske import af jernmalm, har på få uger hævet prisen på jernmalm med 21 procent. Jernmalm er næst efter olie den råvarer der transporteres mest af i verden.
Kilde: Business Week