Tysk minister: Værftsledelse begik fejl
Statssekretær for søfart i den tyske forbundsregering, Hans-Joachim Otto, erkender nu, at den tidligere ledelse på det konkursramte tyske værft P+S Werften, begik adskillige fejl, og derved udløste den betalingsstandsning værftet nu befinder sig i
”Den situation P+S Werften befinder sig i, er på ingen måde kendetegnende for den tyske værftsindustri. Værftet er løbet ind i store problemer, fordi den tidligere værftsledelse begik adskillige fejl”, sagde Hans-Joachim Otto på et pressemøde i Hamborg mandag, dagen inden åbningen af den store SMM Messe.
”Værftet satsede på at bygge specialskibe, men skibene er behæftet med både tekniske fejl og kvalitetsproblemer”, sagde Otto.
Hans-Joachim Otto mødes senere mandag med bobestyreren i det betalingsstandsede værft.
Statssekretæren understregede på pressemødet, at den maritime sektor ikke er en krisebranche men en vækstbranche..
”De næste to år bliver meget vanskelige - vi står overfor store ufordringer. Men helt overordnet er den maritime branche stærk og på vej mod ny vækst”, sagde statssekretæren.
Redaktionen