Tysk containerskib ramt af sprækker
Det tysk ejede containerskib MSC Monterey udsendte søndag nødsignaler efter at der var konstateret sprækker i skroget. Fire passagerer er blevet evakueret med helikopter, mens skibets 20 mand store besætning fortsat befinder sig om bord.
MSC Monterey har nu smidt anker i en bugt i nærheden af Trepassey Harbour i Newfoundland. To skibe fra den canadiske kystvagt befinder sig ved containerskibet.
Skibet, der har en kapacitet på 4.892 TEU, blev leveret fra et værft i Rumænien i november 2007.
I juni i år blev der observeret sprækker i det 8.110 TEU store containerskib MOL Comfort. Det endte med at skibet brækkede i to dele og sank.
Kilde: Tradewinds