TV-udsendelser sætter fokus på danske øer
Det populære Ø-pas bliver nu udgangspunkt for en ny rejseserie på TV Midtvest. Stationen vil besøge en lang række af de danske øer, der er en del af ø-passet. Udsendelserne kan ses på TV Midtvest´s hjemmeside.
Det rødbedefarvede ø-pas hjælper turister på vej til 37 øer i det danske ø-rige med gode råd, kort og oplysninger om de enkelte øer. Ø-passet blev lanceret første gang i juni 2016 som et forsøg. De 50.000 ø-pas blev revet væk af turisterne, hvilket betød, at projektet i 2017 blev udvidet til 200.000 ø-pas med støtte fra Erhvervsministeriets landdistriktspulje. Antallet af øer blev samtidig udvidet til 37.
TV Midtvest har besøgt flere af øerne i forbindelse med stationens nye store TV-rejseserie, Ø-hop, med reportager fra de mange mindre danske øer. Udsendelserne er inspireret af Achton Friis’s rejse til de danske øer i båden “Rylen” for snart 100 år siden.
Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd, som har overtaget konceptet for ø-pas fra Sammenslutningen af Danske Småøer, er blandt de medvirkende i serien, der første gang løb over skærmen søndag aften den 4. februar.
“Jeg håber, vi kan være med til at brande det danske ørige og dermed styrke såvel turisme som bosætning rundt i alle dele af Danmark,” siger Steffen Damsgaard.