Turistchef i den varme stol på Folkemødet
Direktør for Destination Bornholm, Pernille Kofod Lydolph, besvarede især spørgsmål om færgeudbuddet, da hun var i ”den varme stol” som afslutning på Folkemødet på Bornholm. Der var spørgsmål som ”Hvad sker der med turismen, når Mols-Linien overtager ruterne til og fra Bornholm?”.
”Først og fremmest så får vi fra 2018 en mærkbar nedsættelse af priserne – det er positivt. Hvordan den gennemsnitlige prisreduktion på 51,14 procent kommer til udtryk, ved vi dog ikke endnu. Her under Folkemødet har vores formand og jeg mødtes med Mols-Linien, hvor vi har drøftet markedsføring og produktudvikling af Bornholm, og jeg oplevede, at dialogen var en god indledende drøftelse om den gensidige afhængighed, der er mellem turismen og rederiet”, svarede Pernille Kofod Lydolph på det spørgsmål.
Hun blev også spurgt, om Destination Bornholm forventer at få støtte til turismearbejdet fra den nye operatør på færgeruterne. Hertil svarede hun, at der ikke er lavet en egentlig aftale på nuværende tidspunkt, men parterne har drøftet et samarbejde, og der har været positive indledende tilbagemeldinger.
Det er efterhånden blevet en tradition, at Bornholms turistdirektør stiller op til en status på Folkemødets sidste dag, og i år var ingen undtagelse. Journalist Mette Walsted Vestergaard læste således op af spørgsmål, som publikum forinden havde skrevet på sedler.
Kilde: Destination Bornholm