Turist kvæstet af dør på Tysklandsfærge
En mandlig tysk turist kom i weekenden ud for en ulykke ombord på Bornholmslinjens nye RoPax-færge Hammershus. Ulykken skete, da den ældre tyske mand fik to fingre i klemme i en dør på vogndækket, kort før ankomsten til Rønne fra Sassnitz i Tyskland.
”Det er desværre rigtigt, at der har været en ubehagelig episode på Hammershus. Der er tale om en tysk mand, som har fået to fingre i klemme”, siger Jesper Maack, der er PR- og kommunikationschef hos Bornholmslinjen, til Bornholm.nu.
Døren er en tung skydedør af hensyn til sikkerheden. Manden blev afhentet af en ambulance ved ankomsten til Rønne. Ifølge Bornholm.nu's oplysninger var ulykken så alvorlig, at manden får varige mén.
Det er ikke helt klart, hvordan ulykken kunne ske. Ifølge Jesper Maack er alle døre på skibet er godkendt efter de allerstrengeste krav. Bornholmslinjen kontaktede straks producenten af dørene, som ikke nogensinde har oplevet et tilsvarende uheld.
Bornholmslinjen opsatte straks ekstra skilte ved alle færgens døre for at advare passagererne.
Kilde: Bornholm.nu og Redaktionen