Triple-E skibe på vej til at blive overgået
Maersk Line’s nye Triple-E skibe, der netop har sikret rederiet massiv positiv omtale i medier verden over, får formentlig ikke lov til at bevare titlen ’verdens største containerskibe’ i ret lang tid.
Nyhedsbureauet Reuter skriver, at det arabiske rederi UASC er tæt på at indgå en kontrakt med Hyundai Heavy Industries i Sydkorea om bygning af 10 nye containerskibe, hvoraf de fem får en kapacitet på 18.800 TEU - eller godt 500 TEU mere end Triple-E skibene.
Ordren på de 10 containerskibe, hvoraf de sidste 5 får en kapacitet på 14.500 TEU, har en samlet værdi af 1,4 milliarder dollar.
UASC, der er ejet af en række arabiske stater, har flere danskere i ledelsen med Jørn Hinge i spidsen som topchef.
Kilde: shippingtribune.com