Triple E-skibe ikke længere så god en idé
Den grundlæggende idé, at et større containerskib giver lavere omkostninger, bliver udfordret for øjeblikket på grund af det svage marked. Med et større containerskib er man desuden nødt til at anløbe flere havne.
”Tidligere var det sådan, at jo større skibet var, jo lavere var omkostningerne, men det vi ser lige nu er et fænomen med meget lave time charter rater og meget lave bunkeromkostninger. Så en del af regnestykket om at gå fra et 6.000 TEU-skib til et 10.000 TEU-skib på en rute bliver udfordret på grund af disse dynamikker”, siger Søren Toft, global COO i Maersk Line.
Maersk Line forventer, at raterne fortsat vil være lave.
”Det generelle forløb, som vi ser for raterne i containerindustrien, er en langsom nedbrydning af raterne. Vi ser ingen grund til, at den langsigtede trend ikke skal fortsætte”, siger Søren Toft. Siden 2004 er containerfragtraterne gennemsnitligt faldet med 1,9 procent om året, og Maersk Line forventer altså, at den udvikling fortsætter.
Langt de fleste rederier har i forvejen underskud på bundlinjen, og med fortsat faldende fragtrater er der god grund til, at de alle ser på omkostningerne. I løbet af de sidste 10 år har man set, at de store containerrederier har øget markedsandelen på bekostning af de mindre. Siden 2005 har de tre største containerrederier haft en gennemsnitlig årlig vækstrate på 12,5 procent sammenlignet med 9,6 procent for de 20 største containerrederier.
Set i lyset af den nuværende lave efterspørgsel forventer Maersk Line, at rederiets kapacitet i løbet af 2016 forbliver på samme niveau som nu.
Kilde: Seatrade Maritime News