Trio bestiller LNG-drevne tankskibe
Gothia Tanker Alliance, der består af de tre svenske rederier Furetank Rederi AB, Rederi AB Älvtank og Thun Tankers BV, har bestilt fire nybygninger, nemlig produkt/kemikalietankskibe, der skal sejle på LNG. Furetank kommer til at eje de to af dem, mens Älvtank og Thun Tankers kommer til at eje et hver.
Skibene bliver bygget hos Avic Dingheng Shipbuilding Ltd og forventes leveret i 2018/19. De bliver bygget på baggrund af et design, der er udviklet af FKAB og Furetank, hvor der er særligt fokus på at minimere miljøpåvirkningen.
CO2-udledningen reduceres således med tæt på 50 procent. Skibene kommer til at opfylde IMO Tier III-reglerne og får dual fuel/LNG-fremdrivning og blandt andet batteri-backup (UPS) for alle vitale funktioner for at mindske brugen af hjælpemotorerne. Der bliver installeret et system til rensning af ballastvand, og skibene bliver desuden bygget til isklasse 1A.
Skibene vil blive drevet af Furetank Chartering i Gothia Tanker Alliance.
Kilde: Gothia Tanker Alliance