Tredje last kemiske våben hentet i Syrien
Mandag formiddag gik det norske fragtskib Taiko til kaj i havnebyen Latakia i Syrien. Her blev den tredje last af kemiske stoffer taget om bord. Det danske støtteskib Esbern Snare og den norske fregat Helge Ingestad sørgede for sikkerheden sammen med kinesiske og russiske flådestyrker.
19. december traf Folketinget den endelige beslutning om dansk deltagelse. Af beslutningen fremgår det, at Danmarks maritime bidrag består af et fleksibelt støtteskib, op til to transportskibe, en maritim føringsstab og maritime specialstyrker.
Deltagerne i den sømilitære del af operationen favner meget bredt: Søværnet, Hæren repræsenteret af CBRN-eksperterne, Flyvevåbenet med en helikopter samt hundefører og hund, SKAT, Beredskabsstyrelsen og et finsk CBRN-hold. DFDS’ skib Ark Futura deltager i operationen og hentede den første last.
Operation RECSYR er en FN- og OPCW-mission, ledet af Special Adviser Sigrid Kaag fra Damascus. Missionen bygger på et mandat funderet i FN's Sikkerhedsråds resolution nr. 2118. Danmark står i spidsen for det dansk-norsk-britiske bidrag og samarbejder med en russisk-kinesisk flådestyrke om løsningen af opgaven.
De mere end 1.000 tons kemiske stoffer skal være ude af Syrien og destrueret inden midten af 2014. Den oprindelige plan gik på, at alle våben og stoffer, der kunne bruges til fremstilling af kemiske våben skulle have været ude af Syrien inden udgangen af marts.
Kilde: Forsvaret