Torm venter forbedring af fragtraterne
Fragtraterne inden for produkttank steg i 2013, og det bidrog med cirka en tredjedel af den fremgang, som tankskibsrederiet Torm fik i det primære driftsresultat (EBITDA) i 2013. I 2014 forventer Torm en fortsat gradvis forbedring af fragtraterne.
”I 2013 fik vi en væsentlig forbedring i det primære driftsresultat (EBITDA) på knap 300 mio. dollars. Vi gennemgik i 2012 en restrukturering, som havde nogle regnskabsmæssige effekter. Den restrukturering tegner sig for cirka en tredjedel af den forbedring, vi havde i 2013. Desuden har markedet forbedret sig, og det har givet en højere indtjening, som også har bidraget med en tredjedel af forbedringen. Så har vi kigget på den operationelle platform, dvs. vi har reduceret bunkeromkostninger, administrative omkostninger osv. Det har også bidraget med en tredjedel af forbedringen”, forklarer Jacob Meldgaard, adm. direktør i Torm, til Maritime Danmark om fremgangen i driftsresultatet, der er forbedret fra et underskud på 195 mio. dollars i 2012 til et overskud på 96 mio. dollars i 2012.
Nettoomsætningen er faldet fra 1,1 mia. dollars i 2012 til 922 mio. dollars i 2013, men den tilbagegang mener Jacob Meldgaard udelukkende er positiv.
”I 2012 havde vi en række skibe indbefragtet til tabsgivende rater. De skibe har vi enten tilbageleveret til ejeren, eller vi har genforhandlet med ejeren. Dermed har vi nu væsentligt lavere omkostninger. Det betyder ganske vist en nedgang i omsætningen, men faldet i omkostninger er endnu større, så derfor er det positivt, at omsætningen er faldet”, siger Jacob Meldgaard til Maritime Danmark.
Torm forventer en gradvis forbedring af fragtraterne inden for produkttank i 2014, og det er den forbedring, der ligger til grund for forventningen om et driftsresultat (EBITDA) i niveauet 90 til 130 mio. dollars i 2014. Torm forventer ikke flere skibssalg eller nedskrivninger af skibenes værdi.
Red.