Torm underskud på 35 mio. dollar
Torm kom ud af 2018 med et underskud på 35 millioner dollar, mod et overskud på 2 millioner dollar i 2017. Omsætningen faldt fra 657 millioner dollar i 2017 til 625 millioner dollar sidste år. Driftsoverskuddet (EBITDA) faldt fra 158 millioner dollar i 2017 til 121 millioner dollar i 2018.
“Torm’s kommercielle performance i det seneste år har været blandt de bedste i forhold til konkurrerende rederier. Produkttankmarkedet har forbedret sig markant siden november 2018, og Torm er velpositioneret til at drage fordel af denne forbedring i markedet, hvor fragtraterne er steget med 43% i første kvartal 2019 sammenlignet med 2018”, siger adm. direktør Jacob Meldgaard.
Ledelsen skriver i regnskabet, at Torm trods det negative resultat klarede sig godt i forhold til konkurrerende rederier. Afkast af investeret kapital (RoIC) var 0,1%, mod 2,8% i 2017.
Rederiet venter at en bedring af tankmarkedet i 2019, på grund af større efterspørgsel og en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel.
Torms nybygningsprogram bestod ved årsskiftet af to LR1-skibe og syv MR-skibe, som forventes leveret i 2019 og første kvartal 2020.
Pr. 31. december 2018 omfattede Torm’s flåde 72 egne skibe, tre indchartrede skibe og ni skibe i ordre inklusive de skibe, der er indgået salgsaftaler for.
Ved årsskiftet var 10% af de samlede indtjeningsdage i 2019 afdækket til USD/dag 17.306. Pr. 5. marts 2019 var 85% af de samlede indtjeningsdage i første kvartal 2019 afdækket til USD/dag 18.522. 24% af de samlede indtjeningsdage i 2019 var afdækket til USD/dag 18.193.
I første halvår 2018 udloddede Torm ikke udbytte, og bestyrelsen foreslår, at der heller ikke udloddes udbytte for andet halvår 2018.
Kilde: Torm