Tømning af brændstof fra trawler begyndt
Tre gummibåde udstyret med hver to plastiktanke, med en kapacitet på 1.000 liter stykket, er nu i gang med at tømme den grundstødte trawler Northguider ved Svalbard for brændstof. Onsdag og torsdag blev der sammenlagt fjernet 90 tons brændstof fra trawleren.
Arbejdet foregår ved, at de tre gummibåde på skift sejler fra kystvagtskibet KV Svalbard til trawleren, hvor hver af gummibådenes to 1000-liter tanke bliver fyldt med 800 liter diesel. Herefter sejler gummibådene tilbage til kystvagtskibet hvor dieselen pumpes over i store tanke om bord på KV Svalbard.
Sammenlagt skal de tre gummibåde gennemføre 200 sejladser før trawlerens tanke er tømt.
Torsdag eftermiddag måtte aktionen indstilles på grund af dårligt vejr. 90 tons brændstof er indtil nu bragt i sikkerhed.
Ud over tømning af trawlerens tanke fortsætter bjærgningsselskabet med at indsamle løse genstande om bord på trawleren, der kan udgøre en trussel mod miljøet hvis trawleren synker.
De norske myndigheder har godkendt den valgte metode til at fjerne brændstoffet, men da metoden er langsom og afhængig af vejret, har myndighederne bedt bjærgningsselskabet Ardent Global om at udarbejde en plan-B.
Redaktionen