Tidligere Mærsk-folk får topposter i UASC
United Arab Shipping Co (UASC), der er blandt verdens 20 største containerrederier, flytter sit europæiske hovedkvarter fra London til Hamborg. I forbindelse med omstruktureringen har selskabet udnævnt de to tidligere Mærsk-chefer Lars Christiansen og Uffe Østergaard til ledende poster.
"Disse to ansættelser repræsenterer begyndelsen af en reorganisering i vores strategiplan. Vi forsøger aktivt at tiltrække flere talenter i forhold til de mange muligheder, UASC kan tilbyde.," siger rederiets CEO Jørn Hinge.
Lars Christiansen, der har været syv år i United Arab Shipping Co og hidtil været ansvarlig for rederiets aktiviteter i Asien, er blevet forfremmet til Chief Trade Officer. Uffe Østergaard, der er ny i rederiet, er blevet ansat som Chief Commercial Officer. Begge har tidligere været hos Maersk Line i over 20 år.
Danskeren Jørn Hinge har i forvejen stillingen som CEO i rederiet. Han har en mangeårig baggrund i ØK, har været ansat hos United Arab Shipping Co i Kuwait og Dubai igennem de sidste 15 år.
Rederiet, med hovedkvarter i Dubai, flytter sit europæiske hovedkvarter fra London til Hamborg for at komme tættere på kunderne. Samtidig etableres en ny afdeling i Istanbul i Tyrkiet for at få del i den stigende aktivitet i Middelhavsområdet.
Kilde: United Arab Shipping Co