The Devil is in the details
Den nye færge på Faaborg-Avernakø-Lyø overfarten - Faaborg III - har ikke haft det let. Først blev den forsinket fra værft, så nægtede Søfartsstyrelsen at godkende den - og da færgen langt om længe blev sat ind, fik den tekniske problemer
Selv om der allerede er skrevet mangt og meget om færgens fejl og mangler, dukker der stadig nye detaljer op.
En af vores læsere har gjort os opmærksom på, at da den kommunalt ejede færge ankom til Faaborg første gang, var den gal med skorstensmærket.
Skiltemaleren var kommet til at vende den nederste del af Fåborgs byvåben på hovedet, så byporten åbnede sig mod himlen og skydeskårene pegede ned mod vandet.
Som de andre fejl er skorstensmærket nu også blevet rettet. Det er ikke let at bygge færger. The Devil is in the details.