Tankskib bygges om til renseanlæg
Klassifikationsselskabet DNV GL vil ombygge et gammelt tankskib, så det kan fungere som et mobilt renseanlæg, der renser forurenet vand. Projektet er udviklet i samarbejde med Environor, WWF og Røde Kors.
”Problemerne er mange, og udfordringerne er store og globale. Konceptet med mobile renseanlæg repræsenterer en løsning, som kan være med til at lette denne situation nogle steder,” siger Bjørn K. Haugland, koncerndirektør i klassifikationsselskabet DNV GL til Teknisk Ukeblad, med henvisning til problemerne med drikkevandsressourcer, der bliver ødelagt af udslip fra industrien og udslip fra urensede bykloakker.
Ideen med at bygge et gammelt tankskib om til et flydende renseanlæg kom sidste år fra Sigmund Larsen fra Environor, der forelagde ideen for DNV GL, hvor skibsingeniør Petter Larsen har ledet projektet.
DNV GL tager udgangspunkt i et produkttankskib på 40.000 dwt, som efter 15-20 år er modent til ophugning. I stedet for at hugge det op bliver det bygget om med ny renseteknologi.
DNV GL har i samarbejde med Environor, WWF og Røde Kors lanceret forskellige koncepter. For eksempel forestiller de sig, at skibet kan afhjælpe rensning, mens et landbaseret anlæg bygges om eller udvides. Det kan også fungere som et permanent renseanlæg, der tager forurenet vand ind for eksempel fra Middelhavet og renser det så meget, at det kan bruges til vanding og i industrien. Det vil aflaste drikkevandsressourcerne. Endelig kan skibet rense flodvand til drikkevandskvalitet. Det vil typisk være floder i Kina eller andre tæt befolkede områder, hvor drikkevand er en knap ressource.
Sigmund Larsen, der har arbejdet inden for shipping i 30 år, fik ideen til skibsbaserede renseanlæg efter en ørkensafari i Dubai. Her så han lange kolonner med tankbiler. De fungerede som kloak fra kystbyer til et renseanlæg inde i ørkenen.
”Olieindustrien bygger jo gamle tankskibe om til lagerskibe og FPSO’er. Så kan man jo bygge dem om til renseanlæg også,” tænkte Sigmund Larsen.
Ombygningen af et skib og tilpasning med rørledninger, pumpestationer og nødvendig infrastruktur kan tage fra et til to år, vurderer DNV GL og Sigmund Larsen.
Kilde: DNV GL