Sygdomstal nu over 600 på krydstogtskib
Antallet af sygdomsgamte på Royal Caribbean Lines krydstogtskib Explorer of the Seas er nu steget til i alt 611 personer, 564 passagerer og 47 besætningsmedlemmer. Rederiet har derfor besluttet at aflyse resten af krydstogtet og vende tilbage til New Jersey to dage før planlagt.
”Vi mener det rigtige er at bringe vore gæster hjem tidligt og bruge den ekstra tid på at desinficere skibet endnu mere omhyggeligt”, siger Royal Caribbean Line i en meddelelse.
Et planlagt stop i Haiti lørdag blev aflyst og Explorer of the Seas sejlede direkte til San Juan i Puerto Rico, hvor det gennemgik en omfattende desinfektion. Siden er antallet af sygdomsramte dog mere end fordoblet fra 303 til nu 611.
Adskillige af de sygdomsramte befinder sig på skibets hospital. Enkelte af dem, der først blev ramt af udbruddet er dog nu i bedring. Udbruddet menes at skyldes norovirus. Det er dog ikke bekræftet, da resultatet af de prøver, der er taget først vil være klar midt i denne uge.
Der er 3.050 passagerer og 1.165 besætningsmedlemmer på Explorer of the Seas, der var på et 10 dages krydstogt. Togtet startede fra Cape Liberty Cruise Port i New Jersey den 21. januar 2014 med stop i havnene i Labadee, Haiti, San Juan, Puerto Rico, St. Thomas, De Amerikanske Jomfruøer og Philipsburg, St. Maarten.
Kilde: NBC News