Sydkorea og Danmark i flagstatsdialog
Seks embedsmænd fra Sydkorea besøger Søfartsstyrelsen og udveksler i den forbindelse erfaring og viden om søfart, inspektion og sikkerhed med de danske myndigheder. De sydkoreanske embedsmænd står for sikkerheden på passagerskibe i Sydkorea.
”Det er et godt eksempel på, hvordan vi udveksler viden og erfaringer med andre lande. Denne dialog er vigtig i bestræbelserne på at øge sikkerheden ikke bare på danske skibe, men på skibe i hele verden”, siger Troels Blicher Danielsen, vicedirektør i Søfartsstyrelsen.
De seks sydkoreanere repræsenterer Ministry of Oceans and Fisheries og Ministry of Public Safety and Security. Under deres besøg i Danmark vil de blandt andet møde Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth samt skibsinspektører fra Søfartsstyrelsen.
I 2014 harmoniserede Søfartsstyrelsen alle passagerskibssyn. I denne proces blev flere forskellige syn lagt sammen til et samlet passagerskibssyn. Søfartsstyrelsens skibsinspektører har haft en afgørende hånd med i arbejdet med at harmonisere passagerskibssyn og kan i den forbindelse videregive stor viden og ekspertise om sikkerhed på passagerskibe, ligesom der kan komme viden og erfaring den anden vej.
Kilde: Søfartsstyrelsen