Svovleksperter mødes i Danmark
Den 25. og 26. februar mødes eksperter fra samtlige SECA-lande i Danmark. Det sker for at finde løsninger på de juridiske og tekniske udfordringer, som de skærpede svovlregler giver. Reglerne er nemlig én ting, håndhævelsen af dem en helt anden.
”Det er glædeligt, at alle SECA-lande tager opgaven med at håndhæve de nye regler alvorligt. Der er de samme praktiske og juridiske udfordringer for os alle, og derfor er det en styrke, at vi taler sammen og finder løsningerne. Vores workshop vil bringe os tættere på målet”, siger Christian Breinholt, vicedirektør i Søfartsstyrelsen.
Repræsentanter fra samtlige 16 SECA-lande og Det Europæiske Søsikkerhedsagentur mødes i Helsingør den 25. og 26. februar til en workshop, som skal forsøge at danne bro mellem de to størrelser. Her vil blive drøftet alt lige fra røggasrensning og havnestatskontrol til spørgsmål vedrørende bødestørrelser og bevisførelse i de sager, hvor svovludledningen overstiger grænserne.
Workshoppen er arrangeret af Søfartsstyrelsen, og den har vakt interesse i SECA-landene, som sender deltagere helt fra Canada, USA og Rusland foruden en række EU-lande. Workshoppen finder sted på Konventum Conference Center i Helsingør.
Kilde: Søfartsstyrelsen