Sverige vil granske udflagning af skibe
De svenske skattemyndigheder er gået i gang med at undersøge svenske rederiers udflagning af skibe fra det svenske til det færøske skibsregister. Hvis myndighederne finder tegn på fejl, kan undersøgelsen blive udvidet til også at omfatte Danmark.
”Vi har et antal medarbejdere der er i gang med en forundersøgelse”, siger Johan Lundberg, der leder det svenske skattevæsens afdeling for udenlandske transaktioner.
”Det er ikke vores opgave at tage stilling til, om der er sket lovovertrædelser. Vi undersøger blot om de gældende regler på området er overholdt”, siger Johan Lundberg til Slöfartstidningen.
Skattevæsenet ønsker ikke at sætte navn på, hvilke rederier Skat undersøger, eller hvor mange rederiet der er ved at blive undersøgt.
Det er kendt, at mange svenske rederier har udflaget skibe som følge af, at de svenske rammevilkår ikke er attraktive sammenlignet med mange andre lande. En del af skibene sejler i dag under færøsk flag, mens andre er flyttet til det Internationale Danske Skibsregister / DIS.
”Rederierne har jo godt styr på papirerne og lægger alle oplysninger frem i deres regnskaber, så det er relativt let at går til”, siger Johan Lundberg.
”Derfor vil det også være let for os at udvide undersøgelsen til også at omfatte Danmark, hvis vi måtte ønske det”, siger Lundberg.
Johan Lundberg understreger, at han på nuværende tidspunkt ikke kan sige, om der er sket fejl i forbindelse med udflagningen af svenske skibe, da undersøgelsen netop tager sigte på at få afklaret det spørgsmål.
Kilde: Slöfartstidningen