Sverige indfører tonnageskatten
Ifølge den svenske infrastrukturminister Anna Johansson (S) indgår tonnageskatten i det svenske budgetforslag for 2016, og hvis forslaget bliver vedtaget, indføres tonnageskatten den 1. juli til næste år. Beskeden kom tirsdag på Donsö Shipping Meet 2015.
”Vi tror, at det på langt sigt er godt for jobbene i Sverige. Vi tror, at det styrker søfartserhvervet, og at vi kan styrke Sverige som søfartsnation og bidrage til, at Sverige bliver en stærkere eksportnation. Så det er en god og klog beslutning”, siger Anna Johansson.
Den svenske regering har beregnet, at indførelsen af tonnageskatten kommer til at koste 50 millioner svenske kroner. Heraf skal de 25 millioner komme fra trafikbevillingerne, og andre 20 millioner kroner henter regeringen gennem justeringer i søfartsstøtten. De sidste fem millioner kommer fra rederierne selv.
”Så man kan sige, at halvdelen af finansieringen står staten for, og halvdelen står erhvervet for. Men vi håber, at det bliver et system, som gør, at vi styrker konkurrenceevnen i forhold til andre lande”, tilføjer Anna Johansson.
Beslutningen om at indføre tonnageskatten kommer i forlængelse af, at Sverige for nylig udarbejdede sin første maritime strategi, der blandt andet har til formål at øge beskæftigelsen.
Kilde: Sjöfartstidningen