Svensk kontrol ophævet, men husk ID
Den svenske regering har besluttet at afvikle ID-kontrollen, som blev udført af transportører til den 4. maj 2017, men grænsekontrollen forsætter og er skærpet. Det kan betyde afvisning, hvis man ikke har ID med ved indrejse. I går blev buspassagerer på vej til Bornholm afvist.
”Svenskerne har droppet transportøransvaret, men i stedet har de intensiveret deres egen grænsekontrol. Derfor er det stadig rigtig vigtigt, at man har billed-id med, siger Annette Timmermann, pressekoordinator ved Bornholmerfærgen til TV2/Bornholm.
HH- Ferries, der sejler på ruten Helsingør – Helsingborg advarer også om, at selv om der ikke længere er ID-kontrol, når man skal ombord på færgerne, er der stadig kontrol ved ankomst til Sverige.
”For at undgå ventetider, så hav gyldigt pas, kørekort (udstedt i et nordisk land) eller nationalt ID-kort klart, når du rejser og når du kører eller går af færgen i Sverige. Hvis du har børn i bilen skal deres pas medbringes”, skriver HH-Ferries på sin hjemmeside.
For mere information og gyldige rejsedokumenter og hvilke regler som gælder i forbindelse med kontrollen henviser HH- Ferries til det svenske politis hjemmeside.
Redaktionen