STX Finland skal ikke bygge færger
Den finske værftsgruppe STX har meddelt Scandlines, at man ikke er i stand til at levere ordren på to passagerfærger til Gedser-Rostock-ruten. STX Finland mangler simpelt hen penge. Derfor har Scandlines nu tilbudt P+S Werften i Stralsund, der tidligere har haft opgaven, at købe de halvfærdige færger.
”Vi håber at kunne underskrive ordren så hurtigt som muligt”, siger Anette Ustrup Svendsen, kommunikationsmedarbejder hos Scandlines, ifølge Helsinki Times til Helsingin Sanomat.
Scandlines og STX Finland underskrev i juli sidste år en hensigtserklæring om, at STX Finland skulle bygge de to færger, men i november havde STX Finland stadig ikke fået samlet den fornødne kapital, og Scandlines begyndte derfor at undersøge andre muligheder.
I Finland har man håbet, at STX’s sydkoreanske moderselskab, ville træde hjælpende til, men det er ikke sket.
Scandlines bestilte oprindeligt færgerne Berlin og Copenhagen hos P+S Werften i Stralsund, som også nåede at blive næsten færdig med den udvendige del af færgerne, men rederiet ville ikke tage levering af dem, fordi færgerne ikke levede op til rederiets tekniske specifikationer. Nu ser det ud til, at Scandlines køber de halvfærdige færger af det tyske værft. Hvad der derefter skal ske vides endnu ikke.
Kilde: Helsinki Times