Store havne har fremgang i 1. kvartal
Danmarks Statistik har netop sendt tal for en række havnes godsmængder for første kvartal 2013 ud. Det er tal for de større havne, og der er klare positive tendenser. Efter et dyk i 3. og 4. kvartal 2012 er 1. kvartal 2013 tallene for godsomsætningen særdeles fornuftige.
”Havnene har i 1. kvartal af 2013 lastet og losset mere gods end i det tilsvarende kvartal i 2012. Der er grund til forsigtig optimisme, og udviklingen synes at gå i den rigtige retning med de oplysninger, vi har fra havnene om godsomsætning i 2. Kvartal. Især udlosset gods er steget, hvilket harmonerer med stigningen i eksporten og en øget produktion”, udtaler formand for Danske Havne, Uffe Steiner Jensen.
Danske Havne ser frem til, at tallene for alle de danske gods- og passagerhavne bliver offentliggjort.
Kilde: Danske Havne