Stor skibssektion løftet på plads
Nicon Industries i Frederikshavn har fremstillet en 350 tons tung skibssektion til trawleren Polar Nattoralik med plads til ny fabrik, udvidet frysekapacitet og større lastrum.
Den nye skibssektion til Polar Nattoralik måler 18 x 15,4 x 13 meter og blev den 17. december afhentet af en flydekran hos Nicon Industries og løftet over i flydedokken hos Orskov Yard, hvor den skal monteres på skibet.
Polar Nattoralik er en del af en flåde af moderne og avancerede trawlere hos en af Skandinaviens største leverandører af fisk og skaldyr, Polar Seafood. Trawleren ombygges til at kunne håndtere et bredere sortiment af fisk og skaldyr, der bliver bearbejdet og frosset ombord på skibet umiddelbart efter fangsten.
Den store skibssektion er blevet fremstillet på kun otte uger, og hos Nicon Industries er man da heller ikke i tvivl om, at netop evnen til at levere hurtigt er den væsentligste årsag til, at man stadig kan begå sig i den benhårde internationale konkurrence.
“Både de asiatiske, baltiske og polske værfter står på spring med billig arbejdskraft, og det kan vi ikke hamle op med”, siger indehaver af Nicon Industries, Anders Hecht-Pedersen.
“Til gengæld er vi i stand til at reagere hurtigt på vores kunders behov og tilbyde korte leveringstider. Vi er hurtige til at omstille os og er i stand til at gøre plads til opgaverne, når de kommer. Tid er et vigtigt konkurrenceparameter for de allerfleste kunder”, siger Anders Hecht-Pedersen.
Både Orskov Yard og Nicon Industries er en del af Maritime Network Frederikshavn, der omfatter en bred vifte af lokale virksomheder med stor kapacitet, erfaring og kompetencer indenfor det maritime område. Netværket samarbejder om at tilbyde konkurrencedygtige, maritime totalløsninger og arbejdet med ombygningen af Polar Nattoralik involverer, udover Orskov Yard og Nicon Industries, en lang række af netværkets øvrige medlemmer blandt andet Scanel og Norisol.
Kilde: Nicon Industries