Statoil stoppet af plagiatanklage
Statoil skal stoppe brugen af ny borteknologi i Barentshavet efter anklage om plagiat. Firmaet Neodrill fra Ålgård i Rogaland har onsdag den 24. maj ved byretten i Stavanger fået nedlagt forbud mod at Statoil bruger den såkaldte Cap-X teknologi, skriver Dagens Næringsliv.
”Vi er meget glade for, at retten har givet os fuldt medhold, og håber, at det vil gøre, at Statoil vil respektere vores patentrettigheder og handle på en måde, vi forventer en partner skal gøre. Jeg håber også, at dette vil gøre det muligt at etablere en passende og afbalanceret dialog med Statoil i begge parters interesse”, siger administrerende direktør Jostein Aleksandersen i Neodrill.
Neodrill mener Statoil har brugt selskabets teknologi inden for Cap-X-systemet. Byretten afgjorde sagen onsdag, men først i weekenden besluttede Statoil, at de vil følge domstolens afgørelse. Det betyder, at selskabet må ændre kurs og finde alternativt udstyr med meget kort varsel.
”Kendelsen står ved magt. Nu tager vi skridt til at efterkomme afgørelsen. Nu er vi er ved at mobilisere alternativt udstyr, der skal bruges på de andre brønde i Barentshavet”, siger pressechef Eskil Eriksen hos Statoil.
Statoil ejer i øvrigt 30 procent af Neodrill.
Kilde: Teknisk Ukeblad