SSP Technology laver 83,5 m møllevinge
Danske SSP Technology har skabt en 83,5 meter lang og 36 tons tung møllevinge. SSP Technology i Kirkeby ved Svendborg havde planlagt, at verdens største møllevinge skulle forlade virksomheden i onsdag aften. Afsendelsen blev dog udskudt med et døgns tid.
”Den er så stor, at kun Frauenhofer Institut i Bremerhaven i Tyskland har forhold, der er store nok til at kunne teste den. Den er også for stor til, at den kan transporteres gennem Elbtunnel i Hamborg, og derfor må vi sende den med skib fra Esbjerg”, siger en stolt direktør i SSP Technology, Flemming Sørensen.
Møllevingen er udviklet under stor hemmelighed gennem de seneste 15 måneder. Kunden er Samsung i Sydkorea, der planlægger en stor havmøllepark med verdens største møller. Møllens rotordiameter bliver på 171,2 meter.
Til sammenligning har Siemens’ 6 MW havmølle, der testes i Østerild vinger på 75 meter. Den V164-8.0 MW mølle, som Vestas er ved at udvikle, får vinger, der er 80 meter lange. Rotordiameteren er på 164 meter.
Kilde: fyens.dk