Sprogø Havmøllepark åbner fredag
Transportminister Lars Barfoed foretager fredag den officielle indvielse af de syv havvindmøller, der fremover skal producere grøn energi til Sund & Bælt i farvandet ud for Sprogø.
"Som ansvarlig ejer af flere store infrastrukturanlæg yder vi med vindmøllerne et aktivt bidrag til styrkelsen af vedvarende energi i den danske energiforsyning. Helt konkret ønsker vi også med havmølleparken at vise vejen for, hvordan andre virksomheder vil kunne udnytte potentialet i brugen af vindenergi. Det er endvidere en vigtig forudsætning for at nå regeringens overordnede målsætning på området", siger Sund & Bælts adm. direktør Leo Larsen
De syv havvindmøller vil årligt producere 66 mio. kWh, svarende til det årlige forbrug i 16.000 husstande. Strømmen fra møllerne kompenserer for den CO2 udledning, der er ved produktion af strøm til drift af alle Sund og Bælts infrastrukturanlæg. Sund & Bælt bliver hermed et af de første infrastrukturselskaber i Danmark, hvis anlæg er CO2 neutrale.
Vestas Offshore har leveret de syv store møller, som tilsammen danner Sprogø Havmøllepark. Møllerne er 115 m. høje, med navhøjde på 70 m. og rotordiameter på 90 m. Hver mølle vejer 219 ton.
Kilde: Sund & Bælt