Spodsbjerg-Tårs gav Færgen fremgang
Det er færgeruten mellem Langeland og Lolland, der har givet Danske Færger A/S fremgang i 2013. Rederiets øvrige ruter har alle haft større eller mindre nedgange i passagertallet, selv hovedruterne Rønne-Ystad og Esbjerg-Fanø.
Som den eneste af rederiets færgeruter kan Spodsbjerg-Tårs fremvise fremgang på alle områder. Passagerantallet på ruten steg med tre procent, antallet af personbiler med 4,9 procent, overførte lastbiler med 8,3 procent og endelig toppede antallet af overførte busser med en stigning på hele 15,6 procent.
Danske Færger mener, at indsættelsen af to nye færger, Lolland og Langeland på ruten i sommeren 2012 og øget opmærksomhed, har været med til at skabe fremgangen.
Spodsbjerg-Tårs ruten overførte i 2013 i alt 475.000 passagerer, fragtede 180.000 personbiler, 29.000 lastbiler og 1.300 busser.
Kilde: Guldborgsund Avis