Sønderborg Havn får nyt vartegn
Det nye hotelprojekt på Sønderborg havn er nu nået så langt, at Sønderborg Havneselskab torsdag offentliggjorde tegningerne for byggeriet af hotel og vandland for enden af Helgolandsgade på havnen. De viser, at byggeriet får et cirka 85 meter højt hoteltårn.
”Det nye hotel på havnen i Sønderborg bliver et arkitektonisk vartegn for hele Sønderborg-området, og vi er meget tilfredse med det arkitektoniske koncept. Det vil skabe aktivitet på Sønderborg havn og trække turister til”, siger adm. direktør Michael Saxtorph fra Sønderborg Havneselskab i en pressemeddelelse.
Hoteltårnet er bygget op af mindre elementer og rummer både hotelværelser, hotellejligheder og kontorer. Designet er udarbejdet af Henning Larsen Architects i samarbejde med Sønderborg Havneselskab og de operatører, som står bag hoteldrift og waterpark.
”Hotellet rejser sig om et nyt vartegn for Sønderborg og skaber et nyt orienteringspunkt i byen”, fortæller direktør og partner Louis Becker, Henning Larsen Architects.
Projektet bliver af arkitektoniske, praktiske og økonomiske grunde bliver omkring 6.500 etagekvadratmeter større end oprindeligt planlagt.
Havneselskabet venter at have aftaler om opførelse og drift på plads inden 2014, så indvielsen kan ske i 2018.
Havneselskabet håber, at et lokalplanforslag kan sendes i offentlig høring efter byrådsmødet i oktober.
Kilde: jv.dk