Somaliske pirater frifundet på Seychellerne
En appeldomstol på Seychellerne har frifundet tre somaliske mænd, som var involveret i et angreb på et danske flådefartøj. De blev arresteret sammen med 23 andre mistænkte pirater ud for Afrikas Horn i januar 2012.
To af de tre mænd havde fået en dom på 21 års fængsel, mens den tredje havde fået en fængselsstraf på 14 år. Nu har appeldomstolen besluttet, at de skal frigives.
Ifølge piraternes advokat blev de fanget i internationalt farvand, og det gør det ifølge advokaten svært at samle bevismateriale mod dem. Nu bliver de hjemsendt. Statistik fra Seychellerne viser, at i alt er 111 somaliske pirater blevet hjemsendt derfra til de lokale somaliske fængsler. Ved udgangen af oktober var der dog stadig 41 pirater, der sad fængslet på Seychellerne.
For nylig fik ni formodede somaliske pirater desuden erstatning fra den danske stat for uberettiget at have været tilbageholdt i for lang tid. De havde forsøgt at kapre det danske fragtskib Torm Kansas i november 2013, men de sad fanget ombord på det danske støtteskib Esbern Snare i 13 dage, og det er for lang tid. Ifølge Grundloven må man højst være frihedsberøvet i 24 timer, før man bliver stillet for en dommer.
Kilde: TradeWinds