Smuglere snød sig om bord på Maersk-skib
To mexicanske kokainsmuglere gav den som havnearbejdere for på den måde at komme om bord på containerskibet Svendborg Maersk, fortæller de mexicanske myndigheder en uge efter, at skibet blev ransaget. 102,4 kilo kokain blev fundet om bord.
Det lykkedes de to mænd at komme om bord på Svendborg Maersk ved at lade som om, de var havnearbejdere. Om bord på skibet gemte de sig i en container med de 102,4 kilo kokain. Deres plan var så at snige sig ud af containeren med smuglergodset, når skibet var på havet igen, springe over bord og efterfølgende blive samlet op af medsammensvorne i speedbåde.
Men sådan gik det ikke. Interpol havde modtaget et tip og advarede de lokale myndigheder, der ved hjælp af narkohunde fandt og arresterede de to mænd, oplyser den mexicanske regerings marinesekretariat.
De 102,4 kilo kokain har ifølge avisen El Universal en værdi på 1,2 mio. dollar.
Det 22 år gamle Svendborg Maersk sejler under dansk flag og har en kapacitet på 8160 TEU.
Kilde: TradeWinds.