Smidigere regler for af - og påmønstring
Justitsministeriet besluttede sidst i 2013 i at imødekomme et ønske fra Danmarks Rederiforening og Danmarks Skibsmæglerforening om at gøre reglerne for udstedelse af visum til søfolk smidigere. De nye regler for visumfritagelse gør det lettere for søfarende at af - og påmønstre skibe i Danmark.
"Vi arbejder hele tiden for at afvikle unødige barrierer og gøre det enklere og mere attraktivt at være rederi i Danmark. Med de nye regler om visumfritagelse har vi taget et skridt mere i den retning og løst et praktisk problem for en række af vores medlemmer”, siger Stinne Taiger Ivø, leder af Rederiforeningens juridiske kontor.
Ifølge Justitsministeriet vil ordningen træde i kraft senest 1. april 2014. Politiet og Justitsministeriet arbejder i øjeblikket på at få det underliggende regelsæt færdiggjort.
Hovedtrækkene i ordningen er, at søfolk, der af - og påmønstrer i Danmark, fritages for at søge visum. Visumfritagelsen er dog knyttet op på visse betingelser, herunder at den kun gælder for besætningsmedlemmer, der har identitetsdokumenter udstedt i henhold til ILO-konventionen nr. 108 og nr. 185 samt gyldigt nationalitetspas. Visumfritagelsen vil forventeligt gælde i tre dage i forbindelse med en af - og påmønstring i Danmark.
Det vil desuden, som følge af den nye ordning, være muligt at foretage besætningsskift på reden eller fra et skib i passage.
Den hidtidige praksis om nødvisum opretholdes, så der fortsat kan udstedes nødvisum til søfolk, der ikke er omfattet af den nye ordning om visumfrihed, forudsat, at der foreligger "uforudsigelige og tvingende indrejsegrunde" som følge af for eksempel ændrede sejlplaner.
Kilde: Danmarks Rederiforening