Smedegaard hjerteopereret i Schweiz
A.P. Møller - Mærsks topchef Nils Smedegaard Andersen gennemgik fredag en hasteoperation i hjertet under et ferieophold i Schweiz. Operationen forløb godt og lægerne forventer, at Smedegaard kommer sig fuldstændig.
Nils Smedegaard Andersen har haft en utæthed i en hjerteklap, forårsaget af en infektion eller en svaghed, som han ikke var vidende om. Under en ferie i Schweiz blev Smedegaards tilstand akut forværret.
Smedegaard Andersen blev indlagt på et hospital den 30. december, og her gennemgik han en operation der omfattede udskiftning af en hjerteklap
"Jeg er ked af, at Nils Smedegaard Andersen skal igennem dette sygdomsforløb, men jeg glæder mig over, at han hurtigt fik den rette, kompetente behandling, der sammen med hans gode form betyder, at vi snart kan byde ham velkommen tilbage", siger bestyrelsformand Michael Pram Rasmussen
Nils Smedgaard Andersen forventes at være sygemeldt omkring en måned.
"Executive Board vil fortsat lede A.P. Møller - Mærsk Gruppen, men i Nils Smedegaard Andersens sygefravær vil de enkelte direktionsmedlemmer have en tættere rapport til mig", siger Michael Pram Rasmusssen.
Smedegaard Andersen ventes at blive overført fra intensiv afdeling inden for et par dage, og i slutningen af ugen vil han ankomme til Danmark, hvor han bliver indlagt på Rigshospitalet.
Seniorstrateg i Nordea, Henrik Drusebjerg, ser det ikke som et problem at Mærsk må undvære sin topchef den næste måned.
"Ud fra en helt generel betragtning mener jeg ikke, at det får nogen indflydelse, at topchefen er sygemeldt en måned, når vi snakker om så stort et selskab. Strategien er blevet fastlagt, og den strategi bliver eksekveret, selv om han ikke er der. Og hvis det virkelig er nødvendigt, er han jo ikke uopnåelig på telefonen", siger Henrik Drusebjerg til epn.dk.
Kilde: A.P. Møller - Mærsk