Slavearbejder vil trække værft i retten
En tidligere nordkoreansk tvangsarbejder på et polsk værft har meldt et hollandsk værft til de hollandske myndigheder. Det sker med en påstand om, at det hollandske værft har draget økonomisk fordel af billig underproduktion i Polen, vel vidende at dele af produktionen foregik under slavelignende forhold.
Et hollandsk advokatfirma opfordrer på vegne af den unavngivne værftsarbejder den hollandske anklagemyndighed til at rejse sag mod det hollandske værft, hvilket hollandsk lov åbner mulighed for. Loven gør det kriminelt at profitere på udnyttelsen af andre. Det skriver Reuters ifølge flere medier.
Den nordkoreanske slavearbejder arbejdede på det polske værft Crist, det samme værft som byggede skroget til det danske inspektionsfartøj Lauge Koch.
Det danske forsvarsministerium indgik i 2013 en kontrakt med Karstensens Skibsværft om bygning af inspektionsfartøj Lauge Koch, hvorefter Karstensens indgik en aftale med Crist om at bygge skroget.
Sidste år afslørede DR og Information, at nordkoreanske tvangsarbejdere efter al sandsynlighed er blevet brugt under byggeriet af skroget.
DR Nyheder citerede den polske professor Marceli Burdelski for at sige, at det har været kendt viden i ti år, at der blev anvendt nordkoreansk arbejdskraft på en række polske værfter.
”Det var ikke skjult. Når repræsentanter fra danske virksomheder har besøgt værfterne, har det derfor været synligt for dem. De har ikke været et særligt sted isoleret af vagter”, sagde Marceli Burdelski, der er professor ved Gdansk Universitetet, dengang til DR Nyheder.
Redaktionen