Skibsophugning sætter rekord i år
Efter en nedgang i skibsophugningsaktiviteterne i anden halvdel af 2015 er der nu igen godt gang i skibsophugningen, fortæller analysefirmaet Clarksons. Ifølge Clarksons er 457 skibe med en samlet dødvægt på 25,8 millioner ton indtil nu i år blevet hugget op.
”Størstedelen af denne tonnage (262 skibe) har været i tørlastsektoren, i særdeleshed i de store størrelser, mens containerskibsophugningen også har været betydelig, da indtjeningen i disse sektorer fortsætter med at sygne hen”, skriver Clarksons.
Ifølge London-skibsmægleren Braemar ACM er 83 containerskibe, svarende til 277.500 TEU, blevet solgt til ophugning indtil nu i år, heraf 25 inden for de sidste 30 dage, hvilket bekræfter tendensen med øget aktivitet inden for ophugning.
Det ventes, at der i de kommende måneder vil blive sendt en del yngre skibe, især af Panamax-typen, til ophugning, da industrien fortsat søger at indsætte større og mere omkostningseffektiv tonnage.
De fleste skibe bliver stadig hugget op i Indien, Pakistan og Bangladesh, og senest har Mærsk Gruppen påkaldt sig opmærksomhed ved at annoncere, at man vil sende skibe til ophugning i Alang, Indien. Der er allerede indgået aftale om de to første skibe, nemlig containerskibene Maersk Wyoming og Maersk Georgia, der allerede er ankommet til Shree Ram Yard i Alang. Dette værft er certificeret efter Hong Kong-konventionens standarder.
Kilde: The Loadstar