Skibsfartens reaktioner på svovldirektivet
Konsulentfirmaet MEC Intelligence har gennemgået udmeldinger fra 70 rederier om, hvad de vil gøre for at overholde de skærpede krav til svovludledning, der er trådt i kraft i SECA-områderne pr. 1. januar. Samlet repræsenteret disse rederier en flåde på cirka 5.000 skibe, hvoraf størstedelen er gået over til marine gasolie (MGO).
Blandt passager- og ro/ro-skibene har et flertal dog fået installeret scrubbere, hvorimod LNG ser ud til at høre fremtiden til og indtil nu primært anvendes til kystnær skibsfart på grund af den begrænsede rækkevidde. Overordnet set er der flest skibe, der anvender den svovlfattige marine gasolie (MGO), og det ser ud til, at der for øjeblikket er begrænsede vækstmuligheder for alternativerne.
Kun 17 ud af de 70 rederier har valgt at investere i scrubberteknologi. Her er de største investorer Brittany Ferries, der har investeret mere end 500 millioner dollar i scrubbere. Carnival Corporation har investeret 400 millioner dollar i scrubbere til 70 skibe, mens DFDS har investeret mere end 150 millioner dollar i scrubbere til foreløbig 20 skibe. Scrubber-teknologien kommer fra Alfa Laval, Wärtsilä, Belco Marine og Yara Marine. Det ser ud til, at det globale prisfald på olie modarbejder udbredelsen af scrubber-teknologi.
LNG overvejes af 20 procent af rederierne, heraf flest passagerskibsrederier. Her er de største investorer Universal Marine, BC Ferries og Fjord Line. Inden for de seneste fire måneder har der været en vækst på 13 procent i antal bestillinger på LNG-drevne skibe, som pt. udgør 78 skibe mod 69 i september 2014. Bekymringer om bunkerinfrastruktur og olieprisfaldet er her de største forhindringer for udbredelsen af LNG som drivmiddel.
Kilde: MEC Intelligence