Skibsfartens andel af økonomien vokser
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har for anden gang udarbejdet en rapport om beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark for Søfartsstyrelsen. Rapporten bygger på nationalregnskabstal frem til 2011 og tal for produktion og værditilvækst helt frem til 2014. Rapporten giver derfor et mere opdateret billede end sidste års rapport.
I 2009 udgjorde det maritime erhvervs andel af Danmarks samlede eksport 22,5 procent, og i 2011 ligger andelen på 24,4 procent. I forhold til produktion og værditilvækst øges Det Blå Danmarks andel af dansk økonomi derfor ifølge rapporten.
Derudover kan man i rapporten læse, at produktivitetsudviklingen for skibsfart og skibsbygning er lidt bedre end udviklingen for dansk økonomi som helhed. Især udstyrsbranchen udmærker sig med en høj produktivitetsvækst. Produktivitetsudviklingen i olie og gas har dog været negativ siden 2005 som følge af faldende produktion og værditilvækst i Nordsøen. Det betyder, sammen med faldende produktivitet i kategorien hjælpevirksomheder (havne, speditører mv.), at produktivitetsudviklingen for Det Blå Danmark samlet set har været negativ i perioden.
Ser man på udviklingen over de seneste 10 år, er det samlede beskæftigelsesniveau, dvs. summen af direkte og indirekte beskæftigelse i Det Blå Danmark, næsten uændret. I 2004 var andelen af den samlede danske beskæftigelse i de maritime erhverv 3,9 procent og i 2014 3,8 procent.
Læs hele rapporten ”Beskæftigelse og produktion i Det Blå Danmark 2015” HER
Kilde: Søfartsstyrelsen